SVEND WIIG HANSEN OG MIG
Da jeg studerede HF på Holstebro Gymnasium i perioden 1985-1987, boede jeg hjemme hos mine forældre og min søster i vores parcelhus på Kuhlausvej, efter i godt et år at have sejlet rundt forskellige steder i Atlanterhavet. Først ombord på skoleskibet Danmark og derefter på coasteren M/S Jenbo af Marstal.
Egentligt har det ikke så meget at gøre med den anekdote om Svend Wiig Hansen , jeg vil fortælle her. Men det har det så alligevel, på sælsom vis. For på HF-kurset var billedkunst et af mine absolutte ynglings fag, hvor jeg var så heldig, at have billedkunstneren Paul Cederdorff, som underviser.
Den gang tegnede og malede jeg mest eksistentielle og angstprægede motiver i et slags indre opgør med min kristne opdragelse. Og det i en stil der overvejende var inspireret af Edvard Munch. Specielt ”Skriget”, hvis palet udgjorde de gennemgående farver i mine værker.
På det tidspunkt kendte jeg ikke så meget til dansk kunst, og det gjorde jeg så måske alligevel, da jeg sammen med familien hjemme i TV-stuen havde set de fleste af de kunstquiz-programmer, som Per Arnoldi var vært for - og hvor Jens Jørgen Thorsen nærmest var fast deltager på et af de konkurrerende hold.
Jeg var bare ikke særlig gammel da programmerne kørte over skærmen. Og jeg husker nok bedst Jens Jørn Thorsens leopardbukser. Men da jeg, nu lidt ældre, gik på HF, så jeg i samme stue et portrætprogram om netop Svend Wiig Hansen. En udsendelse, der med det samme fangede min interesse, bl.a. fordi jeg genkendte noget af min egen billedkunstneriske tematik i hans tegninger og malerier, som var fulde af kravlende menneskeskikkelser tynget ned af modernitetens angstfremkaldende skyggesider.
Efter at have set dokumentaren med Svend Wiig Hansen cyklede jeg ned på biblioteket i Holstebro og lånte et af hans udstillingskataloger med hjem. Og den inspiration som programmet havde tændt i min unge kunstnersjæl varede ved i en del år, og ebbede først for alvor ud engang i løbet af min tid, som filosofistuderende ved Århus Universitet. Det samme gjaldt arven fra Munch. Og jeg tror det var den stort opsatte udstilling med Jeff Koons på Århus Kunstmuseum i 1993 der markerede et vendepunkt for mig.
Jeg har dog aldrig for alvor glemt Svend Wiig Hansen, der har bibeholdt en plads i min bevidsthed helt frem til nu. Og for seks år siden dukkede han så atter op i mine tankers forgrund. Det var i 2017, hvor jeg af billedkunstner og kurator Frank Altschul Jensen, blev inviteret til at bidrage med et værk til udstillingsplatformen ”Torpedo 18 – website for svært tilgængelig samtidskunst”.
Udstillingsoplægget dikterede ganske enkelt, at mit værk på den ene eller den anden måde skulle være svært tilgængelig. Det gik jeg så og funderede over et stykke tid. Lige indtil jeg, i et nu lukket antikvariat, på Vesterbrogade fandt en lille aflang bogudgivelse med stift sort omslag, hvorpå der var klistret en gulnet hvid seddel, hvor der med sorte versalier, kort og godt, stod skrevet: ”SVEND WIIG HANSEN – TEGNINGER”.
Bogen der var udgivet på Hans Reitzels Forlag tilbage i 1963, havde derudover et kort forord af en af mine andre store danske inspirationskilder gennem tiden, nemlig Albert Mertz. Så der var ingen tvivl. Den bog måtte jeg eje. Og da den kun kostede i omegnen af en hund, så var det ikke en særlig svær beslutning.
Ja, og så var der bare det helt forunderlige ved tegningerne i bogen, at de optrædende figurer i kompositionerne - menneskeskikkelser i Svend Wiigs kendte streg - så ud som om de var på badeferie, langt væk fra 60’ernes atomare angst, i en verden, hvor gud for længst var blevet erklæret død, af en vis tysk filosof.
I stedet for at kravle tyngede rundt på jorden, så var skikkelserne i bogen sat fri i legende situationer ved havet, hvor de slikker sol, springer i vandet, gør gymnastik, leder efter strandskaller i vandkanten og tumler rundt i bølgerne.
Man bliver ganske enkelt helt glad i låget af den bog. Det gjorde jeg i hvert fald. Og den gav mig et helt nyt perspektiv på Svend Wiig Hansen. Ja, den fortryllede mig i en sådan grad, at jeg helt umiddelbart fik lyst til at blande mig i figurernes leg. Hvilket jeg derpå valgte at gøre ved at sætte runde sorte selvklæbende klistermærkater, med en diameter på 12 millimeter, ind i samspil med de legende figurer i bogen. Én eller flere mærkater pr. tegning.
Da jeg var færdig med mit forehavende og havde bladret lidt i bogen og reflekteret over resultatet, var jeg ikke i tvivl. Her var det værk, som skulle udgøre mit bidrag til Torpedo 18. Og sådan blev det.
Det svært tilgængelige ved værket var, at man kun kunne se bogværket på mit atelier. Siden har jeg dog valgt at multiplicerer værket, og dermed gjort det til en edition på i alt tre eksemplarer plus to ’artists proofs’. Hvoraf det ene eksemplar stadig befinder sig på mit værksted. Et andet er at finde i billedkunstneren Claus Carstensens private kunstsamling. Derudover er en af de to ’artist proofs’ blevet indlemmet i det Kongelige Biblioteks samling af kunstnerbøger.
THORGEJ STEEN HANSEN, DECEMBER 2023
----
----
Da jeg studerede HF på Holstebro Gymnasium i perioden 1985-1987, boede jeg hjemme hos mine forældre og min søster i vores parcelhus på Kuhlausvej, efter i godt et år at have sejlet rundt forskellige steder i Atlanterhavet. Først ombord på skoleskibet Danmark og derefter på coasteren M/S Jenbo af Marstal.
Egentligt har det ikke så meget at gøre med den anekdote om Svend Wiig Hansen , jeg vil fortælle her. Men det har det så alligevel, på sælsom vis. For på HF-kurset var billedkunst et af mine absolutte ynglings fag, hvor jeg var så heldig, at have billedkunstneren Paul Cederdorff, som underviser.
Den gang tegnede og malede jeg mest eksistentielle og angstprægede motiver i et slags indre opgør med min kristne opdragelse. Og det i en stil der overvejende var inspireret af Edvard Munch. Specielt ”Skriget”, hvis palet udgjorde de gennemgående farver i mine værker.
På det tidspunkt kendte jeg ikke så meget til dansk kunst, og det gjorde jeg så måske alligevel, da jeg sammen med familien hjemme i TV-stuen havde set de fleste af de kunstquiz-programmer, som Per Arnoldi var vært for - og hvor Jens Jørgen Thorsen nærmest var fast deltager på et af de konkurrerende hold.
Jeg var bare ikke særlig gammel da programmerne kørte over skærmen. Og jeg husker nok bedst Jens Jørn Thorsens leopardbukser. Men da jeg, nu lidt ældre, gik på HF, så jeg i samme stue et portrætprogram om netop Svend Wiig Hansen. En udsendelse, der med det samme fangede min interesse, bl.a. fordi jeg genkendte noget af min egen billedkunstneriske tematik i hans tegninger og malerier, som var fulde af kravlende menneskeskikkelser tynget ned af modernitetens angstfremkaldende skyggesider.
Efter at have set dokumentaren med Svend Wiig Hansen cyklede jeg ned på biblioteket i Holstebro og lånte et af hans udstillingskataloger med hjem. Og den inspiration som programmet havde tændt i min unge kunstnersjæl varede ved i en del år, og ebbede først for alvor ud engang i løbet af min tid, som filosofistuderende ved Århus Universitet. Det samme gjaldt arven fra Munch. Og jeg tror det var den stort opsatte udstilling med Jeff Koons på Århus Kunstmuseum i 1993 der markerede et vendepunkt for mig.
Jeg har dog aldrig for alvor glemt Svend Wiig Hansen, der har bibeholdt en plads i min bevidsthed helt frem til nu. Og for seks år siden dukkede han så atter op i mine tankers forgrund. Det var i 2017, hvor jeg af billedkunstner og kurator Frank Altschul Jensen, blev inviteret til at bidrage med et værk til udstillingsplatformen ”Torpedo 18 – website for svært tilgængelig samtidskunst”.
Udstillingsoplægget dikterede ganske enkelt, at mit værk på den ene eller den anden måde skulle være svært tilgængelig. Det gik jeg så og funderede over et stykke tid. Lige indtil jeg, i et nu lukket antikvariat, på Vesterbrogade fandt en lille aflang bogudgivelse med stift sort omslag, hvorpå der var klistret en gulnet hvid seddel, hvor der med sorte versalier, kort og godt, stod skrevet: ”SVEND WIIG HANSEN – TEGNINGER”.
Bogen der var udgivet på Hans Reitzels Forlag tilbage i 1963, havde derudover et kort forord af en af mine andre store danske inspirationskilder gennem tiden, nemlig Albert Mertz. Så der var ingen tvivl. Den bog måtte jeg eje. Og da den kun kostede i omegnen af en hund, så var det ikke en særlig svær beslutning.
Ja, og så var der bare det helt forunderlige ved tegningerne i bogen, at de optrædende figurer i kompositionerne - menneskeskikkelser i Svend Wiigs kendte streg - så ud som om de var på badeferie, langt væk fra 60’ernes atomare angst, i en verden, hvor gud for længst var blevet erklæret død, af en vis tysk filosof.
I stedet for at kravle tyngede rundt på jorden, så var skikkelserne i bogen sat fri i legende situationer ved havet, hvor de slikker sol, springer i vandet, gør gymnastik, leder efter strandskaller i vandkanten og tumler rundt i bølgerne.
Man bliver ganske enkelt helt glad i låget af den bog. Det gjorde jeg i hvert fald. Og den gav mig et helt nyt perspektiv på Svend Wiig Hansen. Ja, den fortryllede mig i en sådan grad, at jeg helt umiddelbart fik lyst til at blande mig i figurernes leg. Hvilket jeg derpå valgte at gøre ved at sætte runde sorte selvklæbende klistermærkater, med en diameter på 12 millimeter, ind i samspil med de legende figurer i bogen. Én eller flere mærkater pr. tegning.
Da jeg var færdig med mit forehavende og havde bladret lidt i bogen og reflekteret over resultatet, var jeg ikke i tvivl. Her var det værk, som skulle udgøre mit bidrag til Torpedo 18. Og sådan blev det.
Det svært tilgængelige ved værket var, at man kun kunne se bogværket på mit atelier. Siden har jeg dog valgt at multiplicerer værket, og dermed gjort det til en edition på i alt tre eksemplarer plus to ’artists proofs’. Hvoraf det ene eksemplar stadig befinder sig på mit værksted. Et andet er at finde i billedkunstneren Claus Carstensens private kunstsamling. Derudover er en af de to ’artist proofs’ blevet indlemmet i det Kongelige Biblioteks samling af kunstnerbøger.
THORGEJ STEEN HANSEN, DECEMBER 2023
----
----
